Nyheder

VIDEO: Killing svømmede ud til fiskere

Thomas Brixtofte optog denne film, da han var ude og fiske sammen med sin nabo.

To lystfiskere fik sig en stor overraskelse, da de i weekenden fiskede i Isefjorden ved Vellerup Sommerby. På vej ned til fjorden, blev de mødt af en lille, kælen, trefarvet killing, der fulgte efter dem.

Selv om de prøvede at ignorere katten, fulgte den med hele vejen ned til vandet, og da de stod og fiskede på en meter vand, hoppede den pludselig i vandet og svømmede ud til dem.

"Den sad i vandkanten i ca. 5-8 min og kaldte på os før den valgte at hoppe i," siger Thomas Brixtofte til tv2.dk.

Havkat på hundesvømning

Det viste sig til Thomas Brixtoftes store overraskelse, at katten faktisk godt kunne svømme, selv om det var hundesvømning.

"Hvad sker der for dig, mis? Jeg har sgu da aldrig før set en kat svømme," udbryder Thomas Brixtofte forundret på videoen, som kan ses øverst.

"Oven på turen var killingen noget våd og kold og sad en lille time på stranden på nogle varme sten, inden vi fik konstateret at den måtte være efterladt og hjemløs," fortæller han.

Samme aften fik killingen et nyt varmt hjem hos en kattevenlig kvinde i området. Det var Grethe Oest, der fik katten.

"Den var så nedkølet og forkommen, at jeg blev nødt til at sidde og varme den indtil midnat, for at den skulle få varmen. Men nu har den det godt," siger Grethe Oest til tv2.dk.

Hun siger, at der er mange løse katte i området, og hun opfordrer til, at folk får deres katte neutraliseret eller giver dem p-piller, så der ikke render så mange løse katte rundt.