Nyheder

Pukkelhval sætter verdensrekord

En pukkelhval har sat verdensrekord for den længste rejse tilbagelagt af et pattedyr. Hvalen har svømmet mindst 9800 kilometer i jagten på en mage, siger havbiologer.

Hvalen, som er en hun, blev første gang fotograferet ved Brasiliens kyst i 1999. Ved et tilfælde blev den igen fanget af et kamera mere end to år senere. Denne gang var den nået til Madagaskar ud for Afrikas kyst.

Hvalen blev identificeret ved hjælp af halens mærker og dens letgenkendelige form.

"Det er den længste dokumenterede pattedyrs-migration. Rejsen er omkring 400 kilometer længere end den længste migration, der ellers er blevet dokumenteret," siger marinebiolog Peter Stevick ifølge news.com.au.