Nyheder

Banksy bag kontroversiel intro til The Simpsons

Den britiske graffitikunstner Banksy står bag den nye kontroversielle intro til den amerikanske tegneserie The Simpsons. Det skriver BBC på sin hjemmeside.

I introen, der blev vist i USA for første gang i går, kan man flere steder i byen Springfield se Banksys tag, altså hans kunstnernavn, på husmure og reklameskilte.

Introen er omkring et minut længere end de normale introer og her kommer det kontroversielle ind.

Banksy har nemlig valgt at kommentere at producenten af The Simpsons har outsourcet størstedelen af tegnefilmsproduktionen til Syd Korea.

I den udvidede intro ses flere hundrede arbejdere knokle med at lave tegnefilmen i et lager, som for længst ville have været lukket, hvis Arbejdstilsynet var kommet forbi.

I kælderen bliver killinger flænset og deres pels proppet i Bart Simpson-dukker, der bliver kørt væk af en trist udseende panda.

Ifølge Banksy har det ikke været nemt at få sin ide til introen igennem. Der har været store forsinkelser, mange diskussioner om hvad man kan vise på tv, og Banksy har flere gange truet med at droppe samarbejdet.

"Det er hvad man få ud af at outsource," joker The Simpsons' executive producer Al Jean til BBC.

Det er første, og muligvis også sidste, gang at producenten af The Simpsons har inviteret en kunstner til at komme med ideer til tegnefilmen.