Nyheder

Espersen beklager folketingssvar

Udenrigsministeren Lene Espersen (K) beklager nu sit ufyldestgørende eller misvisende svar i sagen om overbetalingen af privathospitalerne.

"Jeg er ked af, at sagen er, som den er, for jeg har meget stor respekt for Folketinget. Jeg har været folketings-medlem i 16 år, og selvfølgelig skal jeg svare ordentlig på spørgsmål," siger Lene Espersen og fortsætter.

"Jeg svarer på et spørgsmål, som slet ikke hører til mit ministerområde, så jeg har fået en lærestreg i den her sag," siger Lene Espersen.

Statsministeren kaldt i samråd i morgen

Lene Espersen beklagelse kommer, inden statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i morgen skal forklare Folketingets udvalg for forretningsordenen, om det er VK-regeringens holdning, at ministre kan undlade at svare på, hvad de bliver spurgt om.

Det sker, efter gruppeformændene fra De Radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten i et fælles brev til Folketingets formand har skrevet, at de er "dybt chokerede" over Lene Espersens udtalelser om ministres besvarelser af spørgsmål fra Folketinget.

Den tidligere økonomi- og erhvervsminister har forsvaret sin besvarelse af spørgsmålet om overbetalingen af privathospitalerne med, at det er normalt, at politikere ikke svarer på, hvad de bliver spurgt om.

"Man må svare som man vil"

Selv om Lene Espersen ikke vil tage ordet undskyld i sin mund så erkender hun, at hendes svar ikke var godt nok.

"Jeg er ked af det, for man skal selvfølgelig svare fyldestgørende på de spørgsmål, der bliver stillet til én," siger hun.

Lene Espersen har blandt andet forklaret, at "nu er det sådan, at når man er nede i folketingssalen, må en minister sådan set vælge at svare, som man vil - man skal bare svare sandt".