Nyheder

Krigsveteraner ender i fængsel

Et stigende antal danske soldater har så svært ved at tilpasse sig et liv i Danmark efter at have været i krig, at de ender i landets fængsler. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

De seneste tre år har Hærens Konstabel og Korporalforening (HKKF) registreret 40 sager om tidligere udsendte soldater, som er endt bag tremmer.

HKKF har kontakt til 26 soldater i fængsel, hovedparten fra Afghanistan-krigen, og alene i juli og august i år bad seks soldater bag lås og slå HKKF om hjælp, skiver avisen.

"Det her er jo for højt et tal. Det er for mange tidligere kollegaer, som vi må se ende i et fængsel. Vi har ikke forsøgt at gøre nogen som helst videnskabelige studier over det, men det vi fornemmer er, at det handler om folk, der fordi de har nogle problemer, der stammer fra deres missioner, forsøger noget selvmedicinering med hash, ecstasy osv. og på den baggrund havner i noget kriminalitet. Det er ikke et udtryk for, at soldater, hverken før eller efter en mission, har en højere tendens til at blive kriminelle," siger Flemming Vinther til TV 2. Han er formand for Hærens Konstabel- og korporalforening (HKKF).

Det reelle antal fængslede soldater er formentlig endnu højere, idet HKKF's sager kun dækker over de tilfælde, hvor soldaten eller fængslet kontakter fagforeningen, skriver Jyllands-Posten.

Kilde: Jyllands-Posten