Nyheder

Hvalen fra Vejle topper i medierne

I løbet af et par nyhedsfattige sommeruger kunne man ikke sige ordet "hval" uden at tænke "Vejle". Den strandede finhval og dens dødskamp bragte den østjyske købstad på alles læber.

Ifølge en optælling foretaget af nyhedsdatabasen Infomedia er hvalen blevet omtalt 2268 gange i danske aviser, blade og netmedier i løbet af en enkelt måned. Dertil kommer 213 artikler i udenlandske medier.

Borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) glæder sig over den store mængde gratis reklame for Vejle.

"Jeg blev kritiseret for at bruge alt for meget tid og energi på hvalen, mens den lå i fjorden og på havnen. Men det her viser, at sagen ikke var uvæsentlig," siger han til lokalavisen Budstikken.

Infomedia har regnet sig frem til, at omtalen ville have kostet godt 35 millioner kroner, hvis Vejle Kommune selv skulle have betalt for den.

Skelettet af finhvalen blev for nylig flyttet til en hemmelig adresse i Nordsjælland.

Kødet er skrællet helt af, efter at skelettet har ligget i 20 ton elefantlort i et par måneder.