Nyheder

Gorilla sprang stangspring ud i friheden

Den 10-årige gorilla Kidogo fra Givskud Zoo var i går på udflugt ud i det fri, da det lykkedes ham at springe over en fire meter høj mur.

"Han har formået at knække en stor lang kæp af et af de dekorationstræer, der ligger i gorillaernes område. Og den har han så brugt til at springe stangspring over muren med," forklarer direktør i Givskud Zoo, Richard Østerballe, til nyhederne.tv2.dk.

Medarbejderne opdagede, at Kidogo var væk omkring klokken 17 i går. Den sydlige del af parken blev lukket for publikum, og de fandt den løsslupne gorilla i et buskads et stykke fra gorillaernes anlæg.

"Han var pludselig kommet ud, hvor han hverken følte sig sikker eller tilpas. Vi forsøgte at nærme os ham lige så stille, og efter et stykke tid kom vi så tæt på, at dyrlægen kunne ramme ham med et skud bedøvelse," forklarer Richard Østerballe.

Og omkring klokken 18 var Kidogo tilbage i anlægget igen.

Uro pga. ny hun

Grunden til at Kidogo flygtede er ifølge direktøren, at der har været en del uro blandt Givskud Zoos ni gorillaer, efter en ung hun-gorilla fra Heidelberg Zoo er flyttet ind. Det har gjort Kidogo lidt gnaven, fordi han er blevet skilt fra de øvrige gorillaer.

"Han har planlagt flugten i et stykke tid. Han er jo rasende intelligent," siger Richard Østerballe.

I dag bliver Kidogo ikke lukket ud, mens personalet har travlt med at skære store grene, som øjensynligt kan bruges til stangspring, af træerne.

"Jeg har set dem øve stangspring med mindre grene, men jeg havde ikke regnet med, at han kunne brække en så stor gren af," siger Richard Østerballe.

Kidogo er i dag en smule sløv efter bedøvelsen, fordi en bedøvelse føles som en "ordentlig brandert." Han faldt i øvrigt ned fra et træ, da han mistede bevidstheden.