Nyheder

Tatoveringer hitter hos danske unge

Det er langt fra bare søens folk, der lægger sig i stolen og med mange små prik får en tegning på kroppen, som holder hele livet.

Hver ottende mellem 15 og 25 år har en eller flere tatoveringer, viser en måling, som TNS Gallup har lavet for Berlingske Tidende.

Gallup har spurgt 1112 personer i denne aldersgruppe om deres forhold til tatoveringer, og 43 procent siger, at de enten helt bestemt eller muligvis vil have en tatovering på et senere tidspunkt.

- Det at anskaffe sig en tatovering er forbrug lige som andre former for forbrug. Tatoveringer har fået status på linje med andre former for kropsudsmykninger. Tatoveringer skal - lige som tøj, frisure, hus og bil - fortælle noget om, hvem vi er, siger professor Dannie Kjeldgaard, Syddansk Universitet.

Tatoveringer har bevæget sig fra at være en obskur sømandskultur til i dag at være mainstream. Antallet af tatovørbutikker er steget voldsomt de seneste år, og de er rykket fra sidegaderne og ind på hovedstrøg og pæne kvarterer.