Nyheder

Finhval skal alligevel til Vejle

Borgmesteren fra Vejle fik alligevel sin vilje, når det gælder skelettet fra den 17 meter lange finhval, der lå strandet i Vejle Fjord. Finhvalen kommer nemlig til at bo i Vejle, men i første omgang blot nogle måneder, skriver Nyhedsbureauet Newspaq

Det står klart efter repræsentanter fra Zoologisk Museum og Vejles borg-mester, Arne Sigtenbjerggaard (V), i dag har holdt møde. Når hvalskelettet er blevet renset og sat på et stativ, vil det blive udstillet på Vejle Kunstmuseum i et samarbejde mellem Kulturhistorisk Museum og kunstmuseet.

Det fortæller Vejles borgmester, Arne Sigtenbjerggaard:

"Jeg er rigtig glad for den her aftale. Jeg synes altid, det er godt, når man får sat sig ned og taler med hinanden."

Satser på permanent ordning med sponsorer

Han tilføjer, at skelettet formentlig senere vil flytte til Vejle mere permanent, og at private sponsorer kommer til at betale for udstillingen.

"Det skal vi ikke bruge skattekroner på," fastslår Arne Sigtenbjerggaard.

Siden hvalen blev skåret op på kajen i Vejle har der raset en livlig debat med borgmesteren og Zoologisk Museum, der har holdt på, at hvalskelettet skulle udstilles i København, fordi det nemlig er statens ejendom.