Nyheder

Hvalens hjerte ligger på kajen

Det er efter mange timers arbejde lykkedes for holdet af konservator- og biologistuderende fra Københavns Universitet at få frigjort det langt over 100 kg tunge hjerte fra finhvalen, der i går blev trukket op på land i Vejle.

Det har hele tiden været målet med parteringen at få hjertet ud så hurtigt som muligt, så det kan komme i formalin i en stor - til formålet opskåret - plastictank for at kunne blive kørt til Skejby Sygehus, hvor det store hjerte skal scannes.

"Vi har fået lov til at undersøge hvalens hjerte. Det er meget spændende at se, hvordan arkitekturen i hjertet er," siger læge Peter Agger fra hjertekirurgisk afdeling på Skejby Sygehus

Hjertekirurgisk afdeling har tidligere undersøgt hjerter fra en giraf og en elefant, men aldrig før fra en hval.

"Jeg formoder, at hjertet minder meget om et menneskes hjerte, det er bare meget større, og derfor kan vi se detaljer meget bedre end ved et menneskehjerte," siger han.

Forskerne har også taget et øje ud og sendt det til et laboratorium, der skal fastslå alderen. Fastsættelsen af hvalens alder foregår ved at måle aminosyrer i linsekernen i øjet. Zoologisk Museum regner med, at der kan gå op til to uger, inden de får svar på, hvor gammel hvalen er.