Nyheder

Vælgerne flygter fra Venstre

Gennem snart ni år har Venstre siddet på statsministerposten i Danmark. Men årene på magtens tinde har ikke lokket flere vælgere til. Tværtimod.

Mens fokus den seneste tid har været på problemer hos De Konservative, er Venstre udsat for en vælgerflugt, der ikke ser ud til at stoppe.

Da Anders Fogh Rasmussen i efteråret 2001 væltede den socialdemokratiske regering, gjorde han samtidig Venstre til Danmarks største parti med 31,2 procent af stemmerne. Nu er 29 procent af vælgerne forsvundet.

Vælgerflugten er massiv

Ritzau har gennemgået de såkaldte vægtede meningsmålinger fra den politiske hjemmeside Altinget.dk.

Her laver professor Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet et gennemsnit af alle meningsmålinger. Det giver det mest præcise billede af den øjeblikkelige vælgertilslutning.

Og de vægtede målinger dokumenterer, at vælgerflugten fra Venstre er massiv.

Den seneste opgørelse viser, at Venstre nu står til at få 22,3 procent af stemmerne. Og der er ikke tale om en øjeblikkelig krise. Tallene viser, at vælgeropbakningen har været jævnt faldende i alle Venstres år ved magten.

"Har tabt på den traditionelle bane"

Chefredaktør for den liberale netavis 180grader.dk, Ole Birk Olesen, peger på flere årsager til den massive vælgerflugt.

"Venstre fik et rigtig godt valg i 2001, og partiet fik mange vælgere, der ikke hørte naturligt hjemme i Venstre, men havde fundet Venstre, fordi Anders Fogh Rasmussen var slået ind på en mere midterorienteret politik. De vælgere har fundet tilbage til, hvor de var før," siger Ole Birk Olesen.

Chefredaktøren mener også, at Venstre har tabt på den traditionelle bane.

"De kerneliberale vælgere er i tiltagende grad blevet skuffet over deres gamle parti," mener Ole Birk Olesen.

"Det slider at sidde på magten"

Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, erkender, at det slider at sidde på magten.

"Det at have ansvaret indbefatter at træffe beslutninger, der ikke altid er populære. Der er ikke en mulighed for at sige, at man ikke har en holdning, eller vælge en holdning, der ikke kan lade sig gøre," siger Peter Christensen.