Nyheder

Krav om hjælp til døende finhval

Billederne af den døende finhval i Vejle Fjord har rørt mange mennesker, og flere undrer sig over, at der ikke gøres mere for enten at hjælpe hvalen fri eller aflive den.

TV 2 Nyhederne har modtaget mange henvendelser fra seere og læsere med forslag, der spænder lige fra at sprænge den i luften til at pumpe sandet under hvalen væk og skabe bølger, så den går fri.

Konservator Abdi Hedayat fra Zoologisk Museum er åben over for forslag, der kan afkorte hvalens lidelser, men mener ikke at effekten af de forslag, der er fremsat indtil videre er tilstrækkeligt dokumenteret. Problemet er, at fænomenet med levende hvaler, der strander, er så sjælden en begivenhed i Danmark, at erfaring og viden om, hvad man stiller op er stærkt begrænset.

Forslaget om at aflive hvalen med sprængstof betegner han som decideret vanvittigt.

Vanvittigt at sprænge den

"Vi ved ikke om det virker. Hvad ville folk sige, hvis vi monterede en sprængladning bag kraniet på den og sprængte hul i hovedet, og den så stadig var i live? Der er eksempler på hvalfangere, der har skudt en harpun med en granat ind i en hval, og selv om granaten eksploderede, svømmede hvalen videre i flere timer, før den døde," siger han.

Blandt eksperterne er der dog enighed om, at døden er eneste mulige skæbne for hvalen.

"Bardehvaler strander og dør på den måde og har gjort det i 30 millioner år," siger Abdi Hedayat og understreger, at det er en afmagret og døende hval.

"Selv hvis den blev slæbt ud i Atlanterhavet, ville den dø alligevel," siger han.

Det vil altså ikke give mening at hjælpe hvalen fri.