Nyheder

Hvalbiolog advarer mod aflivning

På stranden ud for den strandede hval i Vejle Fjord hersker der gravkammerstemning, og flere af de fremmødte undrer sig.

Hvalbiolog Hanne Strager fra Zoologisk Museum er blevet mødt med undrende spørgsmål om, hvorfor man ikke bare kaster noget dynamit ned til hvalen. Men det vil kun gøre ondt værre, vurderer hvalbiologen.

"Et dyr, der er så stort, er meget vanskeligt at aflive, og det mindsker ikke på nogen måder dens lidelser. Tværtimod," siger hun.

Det kan tage adskillige timer at slå en hval ihjel. Under hvalfangster benytter man sig af såkaldte granatharpuner, der eksploderer, når de rammer hvalerne.

"Jeg ville være den første til at foreslå dynamit, hvis det tog 2 minutter at aflive den, men det gør det ikke. Det tilfører blot hvalen ekstra lidelser," siger Hanne Strager.