Nyheder

Fødevarekontrol står til besparelse

Fødevareforhandlinger er lige begyndt, men uenigheden er stor. Regeringen vil spare, lyder det fra oppositionen. Nej, vi målretter indsatsen, siger Venstre.

Regeringen lægger op til færre rutinemæssige kontrolbesøg hos danske fødevarevirksomheder.

Det siger en samstemmende opposition, efter at forhandlingerne om fødevarekontrollen netop er begyndt.

SF's fødevareordfører, Kristen Touborg, siger, at der efter hans mening er tale om et "rent nedskæringsudspil".

- Det kommer i værste fald til at gå ud over forbrugernes helbred og øger samtidig muligheden for at skabe liv og glade dage hos alle de brodne kar, der stadig ikke har fattet alvoren, siger Kristen Touborg.

Socialdemokraternes forbrugerordfører, Benny Engelbrecht, siger, at parterne har givet hinanden håndslag på at ikke at forhandle i pressen, men direkte adspurgt, om han kan bekræfte, at der er lagt op til nedskæringer, svarer han:

- Ja, det kan jeg godt.

Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen, erkender, at der er lagt op til ændringer i fødevarekontrollen, men han mener ikke, det kan beskrives som besparelser.

- Dem, der har tjek på det, får færre besøg, men de steder, hvor der ikke er tjek på det, vil få flere besøg. Kontrolindsatsen vil være den samme, for man sætter mere fokuseret ind der, hvor der ikke er styr på det, så der vil man bruge flere timer, siger Erling Bonnesen.

Enhedslistens fødevareordfører, Per Clausen, slår fast, at der set med hans øjne er tale om nedskæringer på fødevarekontrollen.

Han siger, at finanslovbevillingen bliver skåret ned med cirka 25 millioner kroner om året, hvoraf halvdelen kommer ind igen, da virksomhederne skal betale mere.

- Det svarer til, at man ruller den genopretning af fødevarekontrollen, som kom i 2007, tilbage. Det, synes vi ikke, er særligt betryggende, siger Per Clausen.

/ritzau/