Nyheder

Dette er en artikel fra 2010: Dannebrog kan blive forbudt

Denne artikel er blevet delt flittigt på Facebook, men der er tale om en gammel artikel.

Det danske flag Dannebrog risikerer nu at blive forbudt - af den simple grund at det viser et kristent kors.

Det skriver 37 hovedsageligt europæiske juraprofessorer nu i en 42 punkter lang henvendelse, som de håber kan påvirke appelinstansen i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der skal tage stilling til en sag, hvor en italiensk mor ikke ønsker, at hendes børn skulle undervises i et klasselokale med et kors på væggen.

Man må ikke fornærmes

Grunden til at sagen om korset i klasselokalet skal prøves ved menneskerettighedsdomstolen er at begrebet "retten til ikke at blive fornærmet" er blevet introduceret.

En kategori, som professorerne mener åbner en ladeport af sagsanlæg mod alle typer af religion i det offent-lige rum.

"Dommen sætter stat og religion på en uundgåelig kollisionskurs," skriver professorerne.

Ifølge de europæiske juraprofessorer er det altså ikke kun kors, der kan ende med at blive forbudt, men også en lang række europæiske flag - 17 for at være helt præcis - er i farezonen, da de også viser et religiøst symbol.