Loft for mobilsnak på ferien
Teenageren sidder i et hjørne i ferielejligheden sydpå og sms'er og sender mails til vennerne derhjemme. Og mobilregningen vokser sig bare større og større.
Men rejser man inden for EU, er det fortid med en eksplosiv telefonregning.
Fra 1. juli har man i EU nemlig sat et loft på, hvor meget man kan snakke for i udlandet. Det oplyser It- og Telestyrelsen. Samlet er loftet på omkring 450 kroner eller 62,50 euro for forbrug af datatrafik i EU.
Og helt automatisk får man en sms, når man har brugt 80 procent af forbruget.
Send sms til TDC og få flere penge
Hos TDC har man valgt at gøre ordningen global, så loftet ikke kun dækker i EU. Her får man en sms, når man har brugt for 350 kroner. Selskabet sms'er igen, når man har brugt for 425 kroner - og når telefonen lukkes.
"Vælger man at sende en sms retur til os på én af de tre sms'er, vi sender, så kan man få et nyt loft på 450 kroner," oplyser Per M.E. Christiansen pressemedarbejder i TDC.
EU'S regler kommer også til at gælde erhvervskunder, men her går TDC ind og tilbyder et højere loft, inden man rejser på forretningsrejse.
Ifølge pressemedarbejderen har mange erhvervskunder allerede ønsket en grænse ved 1125 kroner.