Nyheder

Noma kulmination på Meyers nordiske fetich

Da den københavnske restaurant Noma i sidste uge blev kåret til verdens bedste restaurant, var det kulminationen på lang tids fokus på de råvarer, som dyrkes og gror i de nordiske lande. Restaurantchef René Redzepi har nidkært vogtet over konceptet, der nu har gjort ham verdensberømt inden for gastronomien.

Men idémanden bag Noma er faktisk tv-kokken Claus Meyer, der tilbage i 2002 fik mulighed for at købe nogle lokaler på Nordatlantens Brygge, hvor også Island, Færøerne og Grønland skulle have deres repræsentationer i Danmark. Dermed var det oplagt, at restauranten skulle fokusere på det nordiske køkken.

Sammen med præsidenten for Det Danske Gastronomiske Akademi, Jan Krag Jacobsen, begyndte Meyer kort efter Nomas åbning i 2003 at skrive på et sæt dogmer, der skulle sætte rammerne for bl.a. Noma.

"Det var Claus, der fik ideen til, at nu skulle der ske noget nordisk. Jeg var først ret skeptisk, men vi skrev på manifestet i tre måneder. Jeg har været overrasket over, hvordan det har fungeret i praksis, over det klarsyn, han har," siger Jan Krag Jacobsen til Politiken.

Smag på Danmark blev kæmpesucces

Ideen om et fokus på nordisk mad vandt også indpas i Nordisk Ministerråd, der lancerede projektet Ny Nordisk Mad med Claus Meyer i styregruppen. På projektets hjemmeside, står der:

"Ny Nordisk Mad skal være med til at brande og synliggøre vores nordiske værdier ved at koble Nordens styrker inden for bl.a. regionale værdier, gastronomi, erhvervsudvikling, råvarer og turisme."

Claus Meyers CV - den korte version

Født i 1963, cand.merc.international i 1991, ejer eller medejer af Meyers Køkken, Meyers Deli, Meyers Madhus, Meyerfood, Meyer Kantiner og meget mere.

Desuden kendt som tv-kok igennem flere år på Danmarks Radio og initiativtager til Noma.

For tre år siden fik Claus Meyer comeback som tv-kok med programmet Smag på Danmark, hvor han tilberedte danske råvarer i et udekøkken fra forskellige steder i Danmark. Serien blev set af 700.000 i Danmark og blev dermed det fjerdemest sete madprogram nogensinde. Men samtidig blev programmet solgt til 60 lande under navnet "New Scandinavian Cooking". England, USA og Japan var blandt aftagerne. Dermed nåede Samsøkartofler og rød grød med fløde ud til et større publikum end nogen sinde før. Det menes, at 110 millioner har set programmet.

Næste projekt fra Claus Meyers hånd hedder "New Nordic Diet" og har 100 millioner kroner bag sig. Her vil han udvikle et sundt hverdagskøkken for danskerne.

"Det skal være mad, der kan laves på 30 minutter af en familie i Vojens, og det skal fremme smagen, sundheden og være bæredygtigt. Vi er ved at lave et halvt års madplan, og hvis det lykkes at føre dokumentation for, at det er sundt at spise sådan her, så kan jeg ikke se, at kampen for fedmen ikke har fået et kæmpe rygstød i Danmark," siger Claus Meyer til Politiken.