Nyheder

Dansk luftrum skal prøveflyves

Cimber Sterlings direktør Jacob Saaby Krogsgaard om tirsdagens testflyvning.

Det danske luftrum har været lukket i flere døgn på grund af askeskyen fra den islandske vulkan. I morgen gennemføre Cimber Sterling så en testflyvning af det danske luftrum for at undersøge, hvor og hvor meget aske, der er i det danske luftrum.

Det bliver et fly af typen ATR, der klokken 12.00 letter fra Karup Lufthavn for at teste, om det igen er sikkert at flyve i Danmark. Tiligere mandag aften vurderede administrerende direktør i Cimber-Sterling, Jacob Krogsgaard, da også, at det var realistisk med en testflyvning tirsdag.

"Vores fly er klar til at flyve, så lige nu er det et spørgsmål om de korrekte tilladelser og dokumenter. Og der skal vi være helt sikre på, at vi ikke begår nogle fodfejl, da flysikkerheden selvfølgelig kommer først," sagde direktøren.

Selskabet har nu fået de sidste godkendelser, men mandag aften er alligevel udelukket til testflyvning, da piloterne skal kunne se, om de flyver ind i noget. Derfor skal det foregå på et tidspunkt, hvor det er lyst.