Danske turister skal hjem med bus
Et fly til Sydeuropa og en mange timer lang bustur hjem til Danmark. Sådan lyder muligheden for de mange danske charterturister, som i øjeblikket er strandet rundt omkring i verden.
Spies, Star Tour og Apollo Rejser har enten fået danske turister hjem på den måde eller planlægger at gøre det, og fra Tyrkiet Eksperten lyder det, at man overvejer muligheden. Apollo Rejser fik allerede torsdag et hold turister hjem via busser fra Berlin lufthavn, inden den lukkede. Nu arbej-der man på at få ca. 300 strandede turister hjem via sydligere lufthavne.
"Vi gør alt, hvad vi kan for at få vores gæster hjem og kigger på alle de alternativer, der er. Men det er svært, for der er rigtig mange selskaber om buddet lige nu," oplyser kommunikationsmedarbejder hos Apollo Rikke Andreassen til Ritzau.
Kørt hjem fra Barcelona
Spies oplyser, at man har fly på destinationerne, som er klar til at lette og flyve til Barcelona, mens Star Tour fortæller til jp.dk, at man netop har sendt to fly fra Gran Canaria til Barcelona, hvorfra de vil blive kørt hjem i busser.
Situationen er kaos
Direktør i Star Tour Stig Elling siger til jp.dk, at situationen i øjeblikket er kaos:
"Vi kan intet gøre og kan ikke give vores kunder ordentlig besked. Men nu har vi besluttet at forsøge at få 300 gæster hjem fra Gran Canaria på denne måde, fordi det er lykkedes os at få to fly til Gran Canaria.
Han skønner, at cirka 10.000 danskere i øjeblikket er strandet enten på ude i verden eller herhjemme.
Mens de danske gæster er fanget i udlandet, bor og spiser de på rejseselskabernes regning.