WHO: Vulkan-aske kan være farlig
Europæerne skal holde sig inden døre, hvis asken fra en islandsk vulkan falder ned og lægger sig på jorden. Det skriver nyhedsbureauet AP.
David Epstein, talsmand i Verdenssund-hedsorganisationen (WHO), siger, at de mikroskopiske partikler i vulkanasken kan være farlige og skabe problemer for vejrtrækningen, hvis de trænger ind i lungerne.
"Vi er meget bekymrede. Trænger disse små partikler ind i lungerne, kan det være farligt. Især for folk med astma og vejrtrækningsproblemer," siger han.
Den islandske vulkan eyjafjallajökull, der gik i udbrud onsdag, har sendt en kæmpe sky af vulkansk aske ned over store dele af Europa. Flere lande har været nødt til at lukke luftrummene af hensyn til flysikkerheden.
Brug maske hvis du går ud
Askeskyen driver ned over Europa i ca. 6000 meters højde og er usynlig fra jorden. WHO-talsmanden siger, at størstedelen af skyen vil forblive i atmosfæren.
"Men når partiklerne daler ned og lægger sig på jorden, skal man holde sig inden døre," lyder advarslen fra Epstein.
Dem der vælger, at bevæge sig udendørs skal overveje at bruge en maske, mener WHO.
En læser har i dag sendt et billede ind til TV 2 | VEJRET af, hvad der ligner vulkanaske på en bil i Ringkøbing. Det har ikke været muligt, at få bekræftet om der faktisk er tale om vulkansk aske.