Aske rammer forsyning til soldater
Den islandske askesky generer også transportfly med forsyninger til de danske soldater i Afghanistan. Askeskyen rammer også forsyningerne til de danske soldater i Afghanistan.
Et transportfly, der skulle ankomme til Camp Bastion lørdag middag, er foreløbig forsinket mellem 48 og 72 timer. Det oplyser Danilog - Det Danske Internationale Logistik Center.
Presseofficer ved Danilog, kaptajn Niels Brandt siger, at når forsyninger flyves ind til soldaterne, er der tale om forsyninger af en høj prioritet.
"Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvad der er om bord i flyet. Normalt sejler vi forsyningerne ud fra Esbjerg, men de højt prioriterede forsyninger sendes med fly," siger Niels Brandt.
Ind til videre har Danilog ikke set på alternativer til at få vigtige forsyninger frem til de danske soldater.
"Vi afventer lige situationen. Noget tyder jo på, at luftrummet snart vil kunne genåbnes," siger Niels Brandt.
Cirka en gang om ugen har forsvaret transportflyvninger mellem Danmark og Afghanistan - det afhænger ifølge presseofficeren af udviklingen i krigszonen.
Et transportfly, der i morges skulle være landet i Karup Lufthavn, er indtil videre forsinket i 48 timer.
25 danske Afghanistan-soldater nåede lige at lande i Karup Lufthavn torsdag, inden den danske lufttrafiktjeneste Naviair lukkede luftrummet.