Aske holder Tantholdt fra retten
Den islandske vulkanaskesky forhindrer i dag en af de centrale aktører i den såkaldte lækagesag i at møde frem i retten.
TV 2's korrespondent Rasmus Tantholdt sad fanget i lufthavnen i Frankfurt uden mulighed for at komme videre med et fly til København, hvor han i dag ellers ville være mødt op i Østre Landsret sammen med TV 2's nyhedschef Michael Dyrby.
Rasmus Tantholdt understreger, at han ikke var indkaldt til retten, men at han gerne ville have været der.
Force majeure
"Selv jeg kan jo ikke forhindre vulkanudbrud, men jeg ville meget gerne være mødt op, så det er selvfølgeligt ærgerligt, men jeg kan hverken gøre fra eller til," siger han til nyhederne.tv2.dk over mobiltelefon fra et tog, der netop har forladt Frankfurt.
Rasmus Tantholdt er på vej hjem fra Thailand, hvor han har dækket de igangværende uroligheder for TV 2. Oprindeligt skulle han have været landet direkte i København, men var nødt til at flyve til Frankfurt i stedet for overhovedet at komme til Europa.
Vil ikke afsløre kilde
Landsretten skal tage stilling til, om Michael Dyrby og Rasmus Tantholdt skal vidne om, hvem der lækkede oplysningen om Jægerkorpsets udsendelse til Irak i 2007. Byretten dømte i marts de to til at vidne, hvilket TV 2 ankede med henvisning til den almindelige kildebeskyttelse.
Den gang sagde Michael Dyrby, at det var en sort dag for dansk presse.
"Det er en dom, der gør det meget svært at beskytte kilderne i Danmark. Det bliver svært for den frie og uafhængige presse at arbejde på," siger Michael Dyrby.