Nyheder

Nu skal alterbrødet have smiley

Tre millioner gange om året ender en såkaldt oblat i en dansk kirkegængers mund. Men der er ingen kontrol med, om den uskyldige oblat, der er blevet produceret af Diakonissestiftelsens Alterbrødsbageri siden 1880, nu også er smittefri, skriver Kristeligt Dagblad.

Men bageriet har aldrig været kontrolleret regelmæssigt af Fødevarestyrelsen og er derfor heller ikke med i den landsomfattende smiley-ordning.

"Der er klar basis for at overveje, om ikke alterbrødsbageriet fremover skal betragtes som en fødevarevirksomhed og dermed også skal omfattes af smiley- ordningen," siger Bjørn Wirlander chef for Fødevarestyrelsen i Rødovre, som fører tilsyn med stiftelsens køkkener.

Byder fødevarekontrol velkommen

Formanden for Diakonissestiftelsens bestyrelse, direktør Mogens Madsen, siger, at han på baggrund af oplysningerne nu har rettet henvendelse til Fødevarestyrelsen.

"Det er en god idé at være medlem af ordningen. Vi har mig bekendt aldrig haft sundhedsproblemer med vores alterbrød, men alligevel er det en god ting at have fødevaremyndighedernes bevågenhed. Samtidig er vi selvfølgelig nødt til at sørge for, at alterbrød produceres med den nødvendige fødevaresikkerhed, når det skal ud til så mange danskere," siger Mogens Madsen.

Hvorfor er det ikke sket tidligere, kan man spørge. I Fødevarestyrelsen oplyser man, at der tilsyneladende gennem historien har hersket et sæt mere eller mindre uskrevne regler, som siger: Der er vel ingen grund til at være mistænksom over for noget, som indtages i det religiøse rum. Og som i øvrigt er Jesu Kristi legeme.