Kurt W.: Jeg forstår deres frygt

"Det er en ærlig sag, at folk er bange. Det kan jeg godt forstå."

Sådan siger tegneren Kurt Westergaard på TV 2 NEWS, efter at auktionshuset Lauritz.com i går afviste en af kunstnerens akvareller, der skulle sælges på en auktion, arrangeret af TV 2-programmerne "Go'morgen" og "Go'aften Danmark" til fordel for de nødstedte i Haiti.

Samtidigt har Kurt Westergaards tyrkiske frisør for nyligt meddelt ham, at hun ikke længere vil klippe ham af frygt for, at hun vil få problemer med sit bagland.

"De mørke kræfter vinder frem. Personligt kan jeg godt leve med de fysiske trusler, men det gør mig ondt at blive stigmatiseret, at folk får berøringsangst," siger Kurt Westergaard, som til hverdag føler sig godt beskyttet af PET.

Fabulerende og figurativt

Han beskriver sin akvarel som fabulerende med figurer, der slynger sig ind i hinanden. Der er intet religiøst kontroversielt i den, understreger han. Han frygter, at virakken omkring Muhammedtegningerne får kunstnere til at lægge bånd på sig selv.

"Vi får en censur ind i billedet, og den har en lillebror, der hedder selvcensur, og det er noget af det mest triste for kreative mennesker at være oppe imod."

Statsministeren støtter Westergaard

Han er taknemmelig for at politikere støtter ham og dermed også ytringsfriheden, som eksempelvis i dag, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen gik i rette med Lauritz.com for akvarelsagen.

Kurt Westergaard ved godt, at Muhammed kommer til at følge ham resten af hans liv.

"Jeg kan ikke overskue ret langt frem. Det kan jeg ikke. Nu da jeg er 75, er jeg indstillet på, at jeg skal leve i den her situation resten af mit liv, og det tror jeg også godt jeg kan. men jeg er ked af den seneste situation, den bryder jeg mig ikke meget om."

Meningsløst at ærgre sig

Kurt Westergaard tager ikke stilling til, om det måske havde været en god ide ikke at tegne muslimernes profet med en bombe i turbanen.

"Det er meningsløst for mig at tænke tilbage, det har jeg ikke ret meget ud af. Så vil jeg hellere forholde mig til nuet og øjeblikket. Og så kan jeg forhåbentligt passe mit arbejde," slutter manden, der med en enkelt tegning gjorde sig til en af Danmarks mest berømte kunstnere nogensinde.

Mette Rode Sundstrøm, administrerende direktør, Lauritz.com, forklarer, hvorfor hun ikke vil sælge Kurt Westergaards akvarel.

Ejer af Galleri Draupner i Skanderborg, Erik Guldager, Erik Guldager, vil gerne betale psykologregningen, hvis nogen skulle få psykiske men af Kurt Westergaards tegning til fordel for de nødstedte i Haiti.