Nyheder

Naser Khader trækker sig

Naser Khader kritiserer formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, for at være for generel i kritikken af muslimer.

Folketingsmedlem Naser Khader (K) har valgt at forlade Trykkefrihedsselskabet efter formanden, Lars Hedegaard, har udtalt sig om, at muslimer blandt andet voldtager deres piger. Og det på trods af at Lars Hedegaard har været ude og beklagesine udtalelser.

"Lars Hedegaards beklagelse er ikke god nok, for han accepterer stadig ikke grundpræmissen om, at man må skelne mellem islam og islamisme. Islam er en religion, hvorimod sidstnævnte er en farlig ideologi, vi må bekæmpe," siger Naser Khader og fortsætter.

Fakta om Trykkefrihedsselskabet

Trykkefrihedsselskabet er en tværpolitisk forening, der kæmper for retten til frit at ytre sig.

Før oprettelsen af Trykkefrihedsselskabet i 2004 fandtes der ingen forening i Danmark, der havde forsvaret for ytringsfriheden som sit eneste formål.

Trykkefrihedsselskabet blev stiftet i 2004 af Lars Hedegaard, David Gress, Kai Sørlander, Søren Krarup og Jesper Langballe.

"Samtidig har det jo også vist sig, at Lars Hedegaard har støtte til sine oprindelige udtalelser fra flere af Dansk Folkepartis medlemmer af Trykkefrihedsselskabet. Det bekræfter mig i, at Trykkefrihedsselskabet efterhånden er blevet en underafdeling af Dansk Folkeparti. Derfor må jeg sige farvel til Trykkefrihedsselskabet - og på gensyn, hvis I bliver nuanceret," siger han.

Også sognepræst Katrine Lilleør raser over Lars Hedegaards udtalelser. Hun kræver nu, at han trækker sig fra som formand for Trykkefrihedsselskabet.

Tidligere i dag er Lars Hedegaard blevet politianmeldt for sine udtalelser.