Nyheder

Snekaos lammer Danmark

Natten til i dag blev store dele af landet dækket af sne.

Falck har haft 400 udrykninger siden klokken 24 i nat. I går måtte der rykkes ud over 4000 gange - et tal man forventer bliver endnu større i dag.

Al disponibelt mandskab er kaldt ind.

Mange steder fyger det, og flere veje er "lumske", fordi der ligger op til et par centimeter sammenkørt is under snedækket. Værst er situationen på Fyn, hvor politiet fraråder al unødvendig kørsel indtil middag.

"Det sner stadig. I Odense har vi fået 40 centimeter sne i løbet af natten, men på Fynshoved er der faldet mellem en halv og en meter sne. Det er frygte-lig glat, og det fyger," siger vagt-chefen hos Fyns Politi i Odense.

Bliv hjemme i Sydjylland

Politiet i Syd- og Sønderjylland frarådede til morgen al unødig kørsel i den østlige del af området. Der er sne, fygning, og flere biveje er lukket.

Sydøstjyllands Politi i Horsens oplyser, at de fleste veje kan passeres, men at der skal udvises stor forsigtighed. Det fyger, og mange småveje fyger til lige så snart, som de er blevet ryddet.

Hos Østjyllands Politi i Århus fortæller vagtchefen, at der er faldet en del sne. Også her danner blæsten driver. Værst er situationen syd for Århus. Mange steder er der op til to centimeter is under sneen, og omkring Skanderborg kan flere af de mindre veje være meget vanskelige at passere.

Is lurer under sneen

Det ser rimeligt ud i Nordjylland, men da der også her er is under sneen, tilrådes forsigtig kørsel. Værst ser det ud i Østhimmerland, hvor en række mindre veje fyger til.

I Midt- og Vestsjælland er der faldet fem-ti centimeter sne. Der er farbart med forsigtighed, og det fyger ikke, oplyser politiets vagtchef i Roskilde.

Ingenting at pibe over i Sydsjælland og Lolland-Falster

På Sydsjælland og Lolland-Falster er der ikke noget at pibe over, siger politiets vagthavende i Næsved. Der er stor set kun faldet sne omkring Næstved, og vejene er farbare.

I Nordsjælland tilråder politiet forsigtig kørsel. Alle veje er farbare fra morgenstunden.

Bornholm ser ud til at være sluppet nådigst fra snevejret. Nok er der faldet lidt sne, men det bør ikke volde vanskeligheder, hvid man kører forsigtigt.