Nyheder

Både SF og DF bakker politiet op

Politiet møder stor forståelse efter lørdagens omfattende anholdelser fra så forskellige partier som Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti (SF) og Liberal Alliance. Retsordfører Karina Lorentzen fra SF gik selv i klimademonstrationen og talte med andre om, at det kunne blive svært at slippe væk, hvis det udviklede sig voldsomt. Det er svært for politiet at se, hvem der er voldelige, mener hun.

"Politiet har en meget svær opgave. Når de spærrer en gade af, så vil der være nogle, som måske ikke har noget med det her at gøre," siger hun.

SF'eren hæfter sig ved, at politiet har erkendt, at de har ladet demonstranter sidde meget længe på den kolde asfalt, hvor nogle sad i flere timer.

Under demonstrationen i København blev 968 personer anholdt. Foreløbig har politiet kun sigtet fire af dem.

Ifølge et vidne er nogle af de anholdte fra Hare Krishna bevægelsen, som er kendt for at være yderste fredelige og i orange tøj, mens sort er den foretrukne farve blandt militante aktivister.

Redegør for forløbet

Karina Lorentzen forventer, at Justitsministeriet redegør for forløbet senere. Det samme ønsker Anders Samuelsen, politisk leder af Liberal Alliance og hård kritiker af politiet efter aktionen ved Brorsons Kirke i august. I denne nye sag holder han igen med kritikken.

"Man skal ikke falde politiet i ryggen. Jeg kender ikke situationen fuldt ud og vil ikke udtale mig på for løst grundlag," siger han.

Dansk Folkeparti bakker fuldt op om de mange "præventive" anholdelser og beskylder autonome for at kaste med brosten og affyre kanonslag.