Influenza A overhaler vaccinen
Antallet af danskere der smittes med Influenza A vokser så hurtigt at syg-dommen ser ud til at ramme før alle er blevet vaccineret.
"Jeg havde gerne set, at denne epidemi havde ventet lidt. Sådan en epidemi varer otte til 12 uger, og halvdelen af dem, der bliver smittet, vil blive smittet inden for de næste tre uger. Det vil sige, at vi i hvert fald vil kunne nå at beskytte halvdelen af risi-kopatienterne, men det haster, så vi opfordrer alle i risikogrupperne til at bestille tid til en vaccination," siger direktør for Statens Seruminstitut Nils Strandberg Pedersen.
Især børn er syge
Udmeldingen kommer efter det nu står klart, at den ventede epidemi med influenza H1N1 er en kendsgerning.
Det er især børn i alderen fem til 14 år, som er ramt.
"Knap 12 procent af dem, der henvender sig til vagtlægen i den gruppe har influenzalignende symptomer. I gruppen fra 15 til 64 år ligger konsultationsprocenten i dag på knap fire procent, som er grænsen til en epidemi. Så det, vi beskriver nu, det er en epidemi, som har ramt børnene kraftigst, bortset fra de helt små børn, og som nu også rammer 15 til 64-årige. Tallene stiger kraftigt," siger Nils Strandberg Pedersen.
1-2 uger før vaccinen virker
Selv om lægerne nu er i fuld gang med at vaccinere personer i risikogrupperne, så er det umuligt at nå at vaccinere alle, før de bliver smittet.
"Personer i risikogrupperne skal have to stik. Efter man har fået det første, går der ca. 1-2 uger før vaccinen virker."
"Der vil være nogen, der bliver syge, efter de har fået vaccinen, men det er der ikke noget at gøre ved," siger Strandberg. Han ærgrer sig dog over, at epidemien nåede at komme, før alle i risikogrupperne var vaccineret.
"Men vi har ikke kunnet gøre det anderledes," siger han.