Nyheder

H1N1-centre i Danmark er aktiveret

Et internationalt netværk af centre, der følger epidemien med influenza A (H1N1) på verdensplan, har aktiveret tre ud af fem centre i Danmark. Centrene blev aktiveret i går, og i dag har også Sundhedsstyrelsen meldt ud, at der er tale om en epidemi.

INSIGHT, som netværket hedder, har cen-tre på alle kontinenter i hele verden - undtagen Antarktis. Centrene bliver aktiveret ét efter ét, når antallet af influenza A-smittede har nået en epide-mi. Centrene i Belgien, Spanien og Norge er allerede aktiveret, og nu er turen til tre centre i Danmark kommet.

"Når antallet er nysmittede er fordoblet - typisk på en uge - så er der per definition en epidemi. Det er en international veldokumenteret definition, og derfor er tre centre i Danmark nu blevet aktiveret," siger Jens Lundgren, der er professor i virussygdomme ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet, til nyhederne.tv2.dk.

I Danmark indgår fem hospitaler - centre - i samarbejdet. Det er Rigshospitalet, Hvidovre Hospital, Aalborg Hospital, Skejby, og Odense Universitetshospital.

Det er Rigshospitalet, Hvidovre Hospital og Aalborg Hospital, der nu er blevet aktiveret.

Undersøger om virus ændrer sig

Den danske professor er ansvarlig for udviklingen af nye projekter i INSIGTH-netværket, der er finansieret af den amerikanske stat. Netværket har, foruden hospitalsafdelinger over hele verden, fire internationale koordinationscentre i Sydney, København, London og Washington.

INSIGHT har i ti år samarbejdet omkring studier af HIV, men i forbindelse med udbredelsen H1N1 blev det i juli besluttet også at samarbejde om et globalt studie af den nye influenzatype.

INSIGHT

INSIGHT er et internationalt netværk af hospitaler, som i ti år har samarbejdet omkring udbredelsen af HIV.

Netværket har fire koordinationscentre i henholdsvis Sydney, London, København og Washington. Derudover er der små centre over hele verden.

INSIGHT er finansieret af National Institute of Health, der hører under den amerikanske stat.

I modsætning til verdenssundhedsorganisationen WHO, der også overvåger udbredelsen af influenza A (H1N1), indsamler INSIGHT materiale om virusset og sygdomsforløbet fra de enkelte patienter. INSIGHT samarbejder med WHO.

Formålet med studiet er at se, hvordan influenza A udvikler sig globalt, hvor sygdomsplagede influenza A-smittede bliver, og om influenza A ændrer sig, efterhånden som epidemien udvikler sig.

"Folk er ikke mere syge end i foråret"

Ifølge netværkets foreløbige studier ser influenza A ikke ud til at have ændret sig siden foråret:

"Folk bliver ikke mere syge af influenza A, end de gjorde i foråret. Der var en bekymring om, hvorvidt virus var blevet mere aggressiv pga. flere dødsfald i Norge, men ud fra dét vi ved indtil videre, så er der ikke tegn på, at virus har ændret sig markant," siger Jens Lundgren.

Han understreger, at studierne er foreløbige, og at netværket udarbejder en generel vurdering fra undersøgelser over hele verden til februar.

Oplysninger på 24 timer

Undersøgelsen af influenza A-epidemien foregår gennem undersøgelser af patienter, der er syge med influenza A og som ønsker at deltage i studierne.

"Der bliver indsamlet informationer fra patienterne, som bliver sendt til koordinationscenteret i København med fax - på 24 timer kan vi få oplysninger fra hele verden," siger Jens Lundgren.