Nyheder

Læge: Influenzaen topper inden jul

Danmark vil blive ramt af en influenza A-epidemi om få uger, og den når at hærge landet inden jul, hvor den vil være på retur. Det oplyser overlæge Kåre Mølbak, Statens Serum Institut.

Tidligere i dag sagde læger fra Køben-havns Universitet at Storkøbenhavn nu er ramt af en epidemi. Men resten af landet er altså ikke så langt.

Det er Statens Serum Institut, der helt officielt melder ud, når Danmark er ramt af en influenzaepidemi. De seneste dage er antallet af danskere der er smittet steget støt.

"Når vi først siger, at vi har en epidemi, så går det nok stærkt. Men vi er ikke nået til det punkt, hvor jeg kan sige, at vi har epidemi endnu. Den når hurtigt op på sit højeste niveau. Men der er ikke nok, der har det endnu til, at det er en epidemi. Jeg kan dog sige, at hvor det for få uger siden var sådan, at det kun var nogle få procent, som vi undersøgte, der havde sygdommen, så er det nu halvdelen af dem, vi mistænker, som testes positive," siger Kåre Mølbak til bt.dk.

Ifølge Else Smith, chef for Sundhedsstyrelsens Center for Forebyggelse, er det vigtigste stadig, at mennesker, der er i risikogruppen, lader sig vaccinere.

Kåre Mølbak mener, at 20-30 pct. af landets befolkning bliver ramt af sygdommen.