Nyheder

Nye vitaminpiller er overflødige

Selv om vitaminproducenterne lancerer særlige vitaminpiller til dem, der har rundet 50 år, er det helt overflødigt. Vitamin- og mineralbehovet er stort set det samme livet igennem, og først på den anden side af de 70 år er der grund til at tænke i ekstra tilskud.

Det skriver Magasinet Sund Nu, som udkommer torsdag.

Ifølge Susanne Gjedsted Bügel, lektor på Institut for Human Ernæring ved Life, det Biovidenskabelige Institut, Københavns Universitet, er vi ikke gamle, fordi vi er fyldt 50 år.

"Langt de fleste af os lever på mere eller mindre samme måde, hvad enten vi er 30 eller 50 år. Dermed ændres der heller ikke på vores behov for de vigtige næringsstoffer," siger hun.

Behovet det samme

Seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet Agnes N. Pedersen er enig:

"Selvfølgelig forandrer vores krop sig, men det er først, når vi bliver svækkede og småtspisende, at der sker ændringer i, hvor meget vitamin og mineral vi bør indtage."

Ifølge de nordiske anbefalinger, som er dem, vi følger i Danmark, er vores behov for vitaminer og mineraler stort set det samme helt frem til 70-års alderen, skriver bladet.