Nyheder

Russisk gasledning i dansk farvand

Danmark giver i dag den russiske gas-gigant Gazprom grønt lys til at føre en kontroversiel gasledning gennem dansk farvand, skriver Politiken.

Det sker efter flere måneders pres fra den russiske regering - herunder et direkte opkald fra premierminister Vladimir Putin til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

"Vi godkender efter at have vurderet alle miljøproblemer og fundet det fuldt forsvarligt," siger ingeniør Kirsten Lundt Erichsen fra Energistyrelsen til Politiken.

Rusland kan afbryde gassen

Dermed er den såkaldte Nord Stream-forbindelse - der skal bringe gas fra den russiske by Vyborg til Greifswald på den tyske nordkyst - tæt på at blive til virkelighed, trods hård modstand fra flere EU-lande i Øst- og Centraleuropa.

Den direkte ledning til Tyskland vil nemlig gøre det muligt for Rusland at afbryde gassen til sine nabolande - sådan som det er sket flere gange de senere år - mens gassen bliver ved at flyde til Vesteuropa.

Kritikere frygter derfor, at Rusland vil benytte den nye gasledning til at drive en kile ind imellem nye og gamle EU-lande.

Den danske godkendelse kommer, netop som det største danske energiselskab, Dong, har besluttet at fordoble en allerede indgået aftale om gaskøb fra Gazprom. Det betyder, at Gazprom senest fra 2012 skal levere to milliarder kubikmeter gas om året til Danmark.