Nyheder

Jægerbog bragte mineryddere i fare

Den tidligere jægersoldat, Thomas Rat-hsack, har med sin bog "Jæger - i krig med eliten" bragt minerydningsorganisa-tionen DDG, Danish Demining Groups, neutralitet i fare.

DDG er ifølge Jyllands-Posten chokeret over, at Rathsack i 2001 ifølge bogen tog billeder af Talebans militærlejre og siden udleverede dem til det ameri-kanske militær. Via sin advokat beklager Thomas Rathsack.

"Hvis min forevisning af fem private fotos i oktober 2001 for amerikanerne indebar et brud på Danish Demining Groups daværende code of conduct, beklager jeg dette," skriver han via advokat Gunnar Homann i en e-mail til Ritzau.

Samtidig skriver han, at "situationen dengang var helt ekstraordinær".

"Det var fotos optaget i Afghanistan, og forevisningen skete i Islamabad, Pakistan, efter at Danish Demining Group havde trukket sig ud af Afghanistan," skriver han.

Har brudt organisationens regler

Ifølge chef for DDG, Anette Christoffersen, har ekssoldaten brudt organisationens regler om neutralitet og apolitisk opførsel ved sine beskrivelser af lokalbefolkningen og i omgangen med den information, han har haft adgang til.

"Havde vi været klar over det dengang, var han blevet bortvist," siger Anette Christoffersen.

Jægerbogen er også på kant med DDG's krav om respekt for lokale samarbejdspartnere ved at beskrive en lokal Taleban-guvernør som fedladen og uvenlig og en navngiven officer som en snog.

"Jeg vedstår også, at min omtale af visse personer har været mindre diplomatisk," skriver Rathsack.

DDG vil ikke forfølge sagen.