Nyheder

Partier: Syg kultur skal rives ned

Flere partier i forsvarsforligskredsen lægger nu op til en historisk oprydning af det, de betegner som en "syg kultur" i forsvarets øverste ledelse. Det skriver Politiken. Ifølge den radikale forsvarsordfører, Niels Helveg Petersen, skal Forsvars-kommandoen, som blev oprettet i 1969, ikke længere have sit eget hovedsæde.

Kommandoen skal flyttes ind i Forsvars-ministeriet for at forebygge en ny skandale som den, der har rullet, si-den Politiken valgte at offentliggøre bogen "Jæger - i krig med eliten" 16. september.

"Forsvarskommandoens usunde kultur skal vi til livs én gang for alle. Derfor handler det om at rive Forsvarskommandoen ned og flytte den ind i Forsvarsministeriet for at signalere, hvem der bestemmer. Det her handler om at stække Forsvarskommandoens magt, da det er politikerne, der bestemmer over forsvaret, og ikke omvendt siger Niels Helveg Petersen.

Han mener, at Jægerbogskandalen kunne være undgået, hvis forsvarets øverste militære ledelse var under samme tag som Forsvarsministeriet.

SF er åbent for Pentagonmodellen

SF, som er med i forsvarsforligskredsen, har tidligere været afvisende over for Pentagonmodellen. Men SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, åbner nu op for en ny diskussion:

"Der har jo været en rådden kultur i Forsvarskommandoen, hvor man har kunnet gøre hvad som helst. Den råddenskab med løgn og spin skal vi til livs," siger han.

Allerede i 2004 var der seriøse overvejelser i VK-regeringen om at hive Forsvarskommandoen helt tæt til sig, men planerne blev aldrig ført ud i livet. Oven på de seneste ugers afsløringer åbner forsvarsminister Søren Gade (V) nu op for at diskutere sagen igen, skriver Politiken.

Gade har, før han blev forsvarsminister, talt varmt for Pentagonmodellen, da der ifølge Gade var en "usund konkurrence" mellem ministeriet og Forsvarskommandoen.