Nyheder

Ministeriet tavs om Gades rejse

Forsvarsministeriet har mørkelagt, hvornår forsvarsminister Søren Gade (V) kommer til Danmark, og hvor han har været rejst hen. Det sker på et tidspunkt, hvor Forsvarsministeriet og forsvaret står midt i en krise.

På sidelinjen venter forsvarschef Tim Sloth Jørgensen, der endnu ikke ved, om han står til en fyreseddel eller ej, og som angiveligt har svært ved at sove om natten. Det ventes, at forsvarsministeren, så snart han når Danmark, vil kalde Tim Sloth Jørgensen ind til et møde, hvor hans fremtid bliver afgjort.

Det er en udløber af skandalen om den arabiske oversættelse af den omstridte bog "Jæger - i krig med eliten."

På privat rejse

Forsvarschef Tim Sloth Jørgensen sagde fredag, at han vil lade det være op til Søren Gade at afgøre, om der fortsat er tillid til, at han kan fortsætte som forsvarschef.

"Ministeren er på en privat rejse, og vi oplyser normalt ikke, hvornår han kommer hjem. Men han har afkortet sin rejse med et døgn, lyder beskeden fra Forsvarsministeriet.

Drenge-jagt-tur

Søren Gade rejste torsdag til udlandet. Ifølge B.T. har Venstres Gitte Lillelund Bech fortalt, at han er på en længe planlagt rejse med sine døtre. Men ifølge avisen er han på en længe planlagt "drenge-jagt-tur", formentlig i selskab med blandt andre tidligere økonomiminister- og erhvervsminister Bendt Bendtsen.

Ministeren er på en privat rejse, og vi oplyser normalt ikke, hvornår han kommer hjem. Men han har afkortet sin rejse med et døgn

Besked fra Forsvarsministeriet