Nyheder

Michelle Obama mødt med kindkys

USA's førstedame Michelle Obamas hvide og lyseblå fly er landet i den særlige Vilhelm Lauritzen-terminal i Køben-havns Lufthavn i Kastrup. Præsident-fruen blev modtaget af og udvekslede kram og kindkys på jorden med den amerikanske ambassadør Laurie S. Fulton i Danmark.

Michelle Obamas delegation kørte bort i store, sorte firehjulstrækkere med en sikkerhedsvagt skulende ud af bagklappen på den bagerste, og er nu nået frem til endemålet den 2000 m2 store amerikanske ambassadørresidens i Skovshoved.

Det danske politi havde afspærret en del veje omkring ruten i samråd med amerikanske secret service. Dog ikke i samme omfang som på fredag, når præsidenten selv ankommer. Der kræver secret service simpelthen, at de veje, hvor de kører, lukkes fra ende til anden. Der må ikke køre andre biler, der ikke er godkendt, på vejen.

Møder og frokost på Amalienborg

Dagen i dag byder på møder på den amerikanske ambassade i København og møder med medlemmer af Den Internationale Olympiske Komite, IOC.

I morgen skal hun spise frokost med dronning Margrethe på Amalienborg.

Michelle Obama er i byen for at overbevise komiteen om, at Chicago skal være værtsby for De Olympiske Lege i 2016. Fredag slutter hendes mand, Barack Obama, sig til hende i den olympiske kamp. Hun er dermed oppe mod Spaniens kong Juan Carlos, der slås for Madrid,den brasilianske præsident Lula, der peger på Rio de Janeiro og den japanske premierminister Yasuo Fukuda, der kæmper for Tokyo.

Med sig på det amerikanske hold har Michelle Obama blandt andre den verdenskendte tv-vært Oprah Winfrey, hvis talkshow sendes i 145 ud af verdens knap 200 lande.