Oprah er guld værd for Danmark

Et indslag om Danmark og danskerne i det populære amerikanske Oprah Winfrey Show er langt mere end god underhold-ning. Det kan også vise sig at blive guld værd for Danmark.

"Oprah har på en måde folkets magt. Hvis hun får nogle gode oplevelser i Danmark, så vil det være utrolig meget værd, siger Tina Baungaard-Jensen, brandingchef i Visit Denmark.

Oprah Winfrey er blot en af mange udenlandske stjerner, der de kommende dage besøger København til IOC-kongressen.

Søger danskere til sit show

Lige nu søger Oprah Winfrey-showet på sin hjemmeside danskere, der vil fortælle om deres liv, og ifølge DR skal det munde ud i et længere indslag om de lykkelige danskere.

"Oprah er utrolig magtfuld på andre parametre end Obama. Hun går lige i hjertet på hr. og fru USA. Hun vil kunne fortælle nogle helt andre historier fra Danmark, som er af stor betydning for Danmark som rejsemål," siger Tina Baungaard-Jensen og fortsætter:

"Hun vil kigge på, hvad vi er for et land, og hvorfor vi er det lykkeligste folk på jorden. Det er også de rammer og den atmosfære, vi lægger vægt på i vores markedsføring af Danmark."

Skaber interesse

Brandingchefen vil dog ikke spå om, hvorvidt Oprahs interesse også får flere amerikanere til at tage en ferietur til Danmark.

"At vi får nævnt Danmark i sammenhæng med Oprah betyder, vi får skabt en interesse. Om det direkte generer billetter til København er svært at sige, men det er i høj grad en måde at sætte København på verdenskortet," siger Tina Baungaard-Jensen.

Oprah Winfrey er ved flere lejligheder blevet nævnt blandt de mest magtfulde kvinder i verden, og hun har blandt andet brugt sin store indflydelse i USA på at støtte Barack Obama i hans kamp for at blive USA's præsident.

Ses verden over

The Oprah Winfrey Show bliver ikke kun vist i USA, men i lande verden over med millioner af seere hver uge, og mange taler ligefrem om en særlig Oprah-effekt. Showets store indflydelse kan også ses på bogsalget for de bøger, som Oprah vælger at tage op i sin show i den såkaldte Oprah's Book Club.

Det skete for eksempel for bogen "The Reader", der, indtil den kom på Oprahs show, kun havde fået meget begrænset opmærksomhed. Efter showet steg salget voldsomt, og bogen blev efterfølgende filmatiseret med skuespilleren Kate Winslet i hovedrollen.