Nyheder

Danmark har spioner i Afghanistan

Der er danske spioner i Afghanistan. Det bekræfter Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Spionerne er ikke beskyttet af krigens regler og har således ingen retlig beskyttelse, hvis de bliver fanget.

Og de danske spioners liv er bragt yderligere i fare, efter at den tidli-gere jægersoldat Thomas Rathsacks bog har afsløret, at danske elitesoldater har arbejdet for en hemmelig agent i Afghanistan. Opmærksomheden på efter-retningstjenesterne er et stort problem, lyder det.

Bogen har gjort det farligere

"Taleban vil altid mistænke os for, at vi indsætter agenter. Nu har fjenden noget konkret at have sin mistanke i," siger major Henrik Jedig Jørgensen, konstitueret chef for Dansk Institut for Militære Studier til Jyllands-Posten.

"Er vi i gang med at gennemføre en lignende mission, er det meget farligere i dag. Også fordi bogen meget detaljeret beskriver, hvordan agentens livvagter opererer. Desuden har andre landes efterretningstjenester helt sikkert bemærket denne sag og kan nu betænke sig ved at samarbejde med den danske efterretningstjeneste, fordi de så også risikerer at komme i søgelyset. Det ønsker ingen efterretningstjeneste, fortsætter han.