Nyheder

Potenspiller redder ældres samliv

Da p-pillen ramte markedet for første gang, blev den ikke bare modtaget som en effektiv form for prævention, men mange så den også som en frigører af den kvindelige seksualitet. Nu er historien ved at gentage sig for en anden lille pille - nemlig potenspillen. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Viagra, Cealis og andre potenspræparater fungerer i dag som spydspidser i, hvad der ifølge eksperter bedst kan betegnes som en lille revolution af ældre menneskers samliv og sensualitet.

"Potensmidlerne har givet nyt liv til mange ældres samliv, men lige så vigtigt har pillerne betydet, at vi nu tør tale om ældres seksualitet i det offentlige rum. Vi er for første gang begyndt at forholde os til, at behovet for nærhed, intimitet og erotik ikke visner med alderen," siger sexolog og ledende overlæge ved Jysk Sexologisk Klinik, Astrid Højgaard.

Ældre tager pillerne til sig

Nye tal fra Lægemiddelstyrelsen viser, at de ældre borgere i stadig stigende grad tager pillerne til sig. Gruppen af personer over 70 år, der tager potensmidler, er steget fra 8848 i 2004 til 11.337 i 2008. Det svarer til en stigning på 28 procent. Også meget gamle personer tager potensmidlerne. 40 personer over 90 år og 5 personer over 95 år fik sidste år udskrevet et potenspræparat.

I Ældre Sagen har man bemærket den voksende interesse og en større åbenhed over for sensualitet i den tredje alder. - De ældre efterspørger i stigende grad sexologer, psykolog og gynækologer. Man vil ikke betragte sit underliv som skamfuldt. Man vil med trodsig optimisme insistere på, at man har lov og krav på et kærlighedsliv hele livet," siger ældrepolitisk konsulent i Ældre Sagen Margrethe Kähler og fortsætter:

"Min generelle fornemmelse er, at det er noget, de ældre bliver mere og mere åbne omkring. Det er utroligt positivt, at det er på vej i retning af ikke længere at være så tabubelagt. At ældre ser det som en vigtig del af livet og godt kan se, at dét at bevare seksualiteten er noget, som styrker et forhold. Også formand for Foreningen Sex og Samfund, Christian Graugaard, bemærker, at de nye ældregenerationer nedbryder grænser og tabuer. Men trods forandringerne er han overrasket over, hvor langsomt det går:

"Et af de tabuer, det er vanskeligst at gøre op med, er ældres seksualitet. Det er et kulturelt indpodet dogme, at fertilitet og seksualitet er to sider af samme sag. Vi har en indgroet, svært afrystelig mistro og ubehag ved at beskæftige os med mennesker ud over den reproduktive alder, der har et levende og foranderligt sexliv."