Nyheder

Tim og Tøger røg i totterne på hinanden

Bogen "Jæger - i krig med eliten" har i den grad fået sindene i kog. Ikke bogen selv, men mere Politikens offentliggørelse har fået avisredaktører, forsvarsfolk og politikere op i det røde felt.

Senest da Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, og forsvarschef Tim Sloth Jørgensen røg i totterne på hinanden i TV 2 | NYHEDERNE - se videoklippet.

"Det passer da 100 procent"

Denne gang drejede uenigheden sig om det brev, Tim Sloth Jørgensen sendte ud til flere landsdækkende medier.

I udsendelsen siger Tim Sloth Jørgensen, at han blot bad medierne vente med at bringe uddrag fra bogen, indtil sagen havde været i retten.

Dette bestrider Tøger Seidenfaden på det kraftigste, som det fremgår af skænderiet i videoen herover. Og Tøger Seidenfaden er sikker i sin sag:

"Det passer da 100 procent," lyder chefredaktørens skråsikre svar, da forsvarschefen går i rette med ham.

Men hvem har så ret - Tøger eller Tim

Dommen er klar: Tim Sloth Jørgensen løber med sejren.

Således skrev han i brevet:

"I stedet vil jeg indtrængende anmode om, at der i medierne vises tilbageholdenhed med at videregive oplysninger fra bogen, ligesom jeg håber, at du om muligt vil medvirke til at forhindre viderespredning af eksemplarer af bogen, i hvert fald indtil sagen om nødvendigt har været prøvet ved retten."

Således skulle der ikke være noget at rafle om. Tim Sloth Jørgensen har ret.

"Uhæmmet og ubegrænset undskyldning"

Efterfølgende udtaler Tøger Seidenfaden til nyhederne.tv2.dk:

"Jeg skylder forsvarschefen en uforbeholden, uhæmmet og ubegrænset undskyldning. Jeg misforstod ham. Jeg troede, han talte om, at vi skulle vente på fogedforbuddet, som er omtalt øverst i brevet."