Nyheder

Partier revser alle i jægerbog-sag

De politiske reaktioner er mange, ef-ter at Københavns Byret har givet For-svarskommandoen medhold i, at den tid-ligere jægersoldat Thomas Rathsacks omstridte bog indeholder fortrolige op-lysninger, og ikke skulle være udgivet.

Mens forsvarsminister Søren Gade (V) revser Politiken for at snigløbe rets-systemet, skælder Dansk Folkeparti og SF ud på Forsvaret, der har været for sløv i optrækket - og De Konservative, i form af Helge Adam Møller, mener at forfattteren til bogen "Jæger - i krig med eliten" for tydeligt beskriver specialstyrkerne.

Nu vil Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo, kigge på, om man kan forbyde jægersoldater og kampfrømænd helt at offentliggøre eller omtale deres opgaver i fremtiden.

"Har haft ego undertrykt i mange år"

Karsten Nonbo har fortsat tillid til forsvarschef Tim Sloth Jørgensen, som har advaret mod, at publikation af bogen kan skade rigets sikkerhed og det danske forhold til fremmede magter.

"Det er denne jægersoldat (Thomas Rathsack), der ødelægger min tillid til enkelte jægersoldater. Spørgsmålet er, om man ikke ved deres ansættelse skal foranledige, at de - som har haft deres ego undertrykt i mange år og pludselig skal udgive en bog - kontraktligt forpligtes til ikke at udgive bøger og indskærpes, at man vil komme efter dem, hvis de røber noget," siger Karsten Nonbo.

Indeholder opskrift på ambassadør-mord

Også De Konservatives forsvarsordfører, Helge Adam Møller - der har en fortid i jægerkorpset - bryder som ikke om Thomas Rathsacks beskrivelser i bogen, der for tydeligt afslører specialstyrkers personbeskyttelse:

Thomas Rathsacks "Jæger - i krig med eliten"

"Det beskriver han på 12-15 sider i minutiøse detaljer, hvordan man bevogter, hvordan proceduren er, hvem der skal gå, hvordan man reagerer på angreb. Hvordan man kører i to biler, hvordan de skal reagere, hvis der sker det ene eller andet. Fuldstændig detaljeret om hvordan man tilrettelægger en beskyttelse af en vigtig person," siger Helge Adam Møller.

Han mener, at bogen "næsten" er en opskrift på, hvordan man kan myrde en ambassadør.

Politiken må nu stå til ansvar

Forsvarsminister Søren Gade (V) skælder ikke ud på Thomas Rathsack - han mener tværtimod, at Politiken med offentliggørelsen af hele bogen i sidste uge, har snigløbet systemet:

"Min og forsvarets bekymring for, at Politiken har snigløbet retssystemet, har vist sig at være rigtig. Det er Politikens eget valg at trykke bogen, og nu må Politiken selv stå til ansvar for det. Dommeren fastslår, at der ville være nedlagt fogedforbud, hvis oplysningerne ikke allerede var blevet offentliggjort," siger Søren Gade til Ritzau.

DF og SF er enige

Dansk Folkeparti og SF er i denne sag en sjælden gang enige: Begge partier mener, at Forsvaret har været for langsom i optrækket i forhold til at forhindre, at bogen er kommet ud.

DF's udenrigsordfører Søren Espersen mener, at Forsvaret nu har lært at være hurtigere ude, når soldater fortæller, at de vil skrive bøger. Desuden mener han, at Thomas Rathsack burde være ledt og hjulpet på rette vej af Forsvaret.

Søren Espersen siger dog også, at Politiken er den rigtige skurk i hele denne sag.

Har håndteret sag klodset

Også SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, mener, at Forsvaret skulle have været hurtigere på aftrækkeren og have lavet en aftale både med forlaget og forfatter Thomas Rathsack.

"Forsvaret må på den ene side være åben om, hvad man kan skrive i Afghanistan og få nogle klare retningslinjer for, hvornår man overskrider de usynlige linjer for sikkerheden," siger Holger K. Nielsen.

Han mener, at forsvaret har håndteret sagen klodset ved bombastisk at kræve et fogedforbud mod bogen.