Jægerbog kan læses på bibliotek

Selvom der i eftermiddag skulle bliver nedlagt forbud mod at udgive den om-stridte bog Jæger - i krig med eliten af den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, så vil bogen formentlig stadig kunne læses på landets biblioteker, skriver www.fyens.dk.
Politiken trykte bogen i sin udgave onsdag den 16. september - og den udgave ligger på landets biblioteker.
"Vi vil selvfølgelig nærstudere dommerens fogedkendelse, men jeg tror, at der kommer til at ske det samme, som dengang Politiken udgav Ritt Bjerregaards "Kommissærens Dagbog". Den har vi i vores lukkede magasinafdeling, men folk kan låne den og læse den her på stedet," forklarer Kent Skov, der er kommunikationschef ved Odense Centralbibliotek, til www.fyens.dk.
Ritt B. trak sin bog tilbage
I tilfældet med Ritt Bjerregaard var det forfatteren selv, der trak bogen tilbage.
I 1995 skrev Ritt Bjerregaard, der på det tidspunkt var EU-kommissær, bogen, der skulle have været udgivet på forlaget Aschehoug.
Men bogen skabte allerede inden udgivelsen så meget ballade herhjemme og i EU, at Ritt Bjerregaard besluttede sig for at trække den tilbage igen.
Måtte betale millionerstatning
Politiken valgte at trykke hele bogen som et tillæg til avisen og måtte senere betale en million kroner i erstatning, fordi avisen overtrådte loven om ophavsret.
I Styrelsen for Bibliotek og Medier er juridisk konsulent Christian Søndergaard Christensen på det seneste blevet ringet op fra flere af landets biblioteker.
"Der er flere, der har ringet for at spørge, hvordan de skal forholde sig til fogedsagen," fortæller Christian Søndergaard Christensen.
Han forklarer, at Styrelsen for Bibliotek og Medier vil komme med en udtalelse, når man har læst dommerens kendelse igennem.