Jægersoldater måtte fortælle Taleban alt
De sidste par dage har mange danskere sandsynligvis spurgt sig selv om, hvorfor Forsvaret ikke ønsker jægersol-daten Thomas Rathsacks bog "Jæger - i krig med eliten" offentliggjort. Hvad vil Forsvaret skujle?
Forsvaret er kommet med en generel begrundelse om, at bogen kan være til fare for "rigets sikkerhed" og "forholdet til fremmede magter er på spil". Men Forsvaret har ikke ønsket at konkretisere hvilke passager i bogen, der er kontroversielle.
TV 2 Nyhedernes korrespondent i Afghanistan Rasmus Tantholdt, der har fulgt de danske tropper i flere år, er stødt på flere steder i bogen, som han mener vækker panderynker i Forsvaret.
"Der er en passage i bogen, der handler om kidnapninger. Hvor de danske soldater - hvis de blev kidnappet - tidligere fik besked på, at de kun måtte udlevere deres navn, deres rang og deres alder, uanset hvor meget de blev tortureret af f.eks. Taleban i Afghanistan (...) må man i dag som soldat sige alt, hvad man overhovedet har lyst til, hvis det forøger ens chancer for at blive frigivet. Hvis talebanerne læser det, er det en melding til dem, at hvis vi kidnapper danske soldater, kan vi få dem til at sige rigtig meget," fortæller Rasmus Tantholdt fra Kabul.
Svær afgørelse i vente
Det er formentlig én af de beskrivelser i bogen, som Forsvaret mener øger risikoen for danske soldater i udlandet.
Lektor i mediejura ved Copenhagen Business School Søren Sandfeld Jakobsen vil ikke spå om udfaldet af sagen i fogedretten. Det er nemlig tale om en meget speciel sag
"Der er to meget stærke og legitime hensyn. På den ene side hensynet, som Forsvaret forfægter, at det her handler om meget alvorlige sager som rigets sikkerhed og forholdet til fremmede magter. Det er beskyttet af Straffeloven, det må man ikke plapre ud om. På den anden side er et meget meget stærkt hensyn, nemlig pressens ytringsfrihed. Et hensyn, der er fuldstændig fundementalt," siger han til TV 2.