Jæger-bogs skæbne i byretten nu
Københavns Byret har netop lukket dørene for at behandle Forsvarets begæring om et fogedforbud mod Thomas Rathsacks omstridte bog "Jæger - i krig med eliten."
Forsvaret mener, at der er oplysninger i bogen, som ikke tåler at se dagens lys af hensyn til Danmarks sikkerhed. Om byretten er enig vil formentlig først blive besluttet ved 14-tiden.
Politiken valgte i går at udgive bogen i et særtillæg, fordi avisen ville sikre sig, at danskerne fik mulighed for at læse den.
"Det er jo ikke sådan, at forsvaret - med en generel henvisning til rigets sikkerhed - skal kunne bestemme, hvilke bøger, der udkommer i Danmark eller hvilke forhold medierne må omtale, eller hvordan de må omtale dem. Og det er netop, hvad forsvaret forsøger i denne her sag," sagde Thøger Seidenfaden til TV 2 i går.
Politiken meldt til politiet
Forsvaret valgte efterfølgende at melde Politiken til politiet for "at have kompromitteret statens sikkerhed."
"Jeg tror, at udgivelsen får alvorlige konsekvenser for vores sikkerhed, for vores indsats i Afghanistan og ikke mindst for vores soldater. Det bliver jeg nødt til at reagere på, og vi har derfor besluttet at politianmelde Politiken," siger forsvarschef Tim Sloth Jørgensen.
Danskerne uenige med Politiken
Ifølge en meningsmåling, som Megafon har lavet for TV 2 og Politiken er danskerne uenige med Politikens beslutning om at offentlig-gøre Thomas Rathsacks bog.
54 pct. af danskerne synes således, at det var forkert af avisen at trykke den om-stridte bog om jægersoldaten, mens 27 pct. synes det var en god beslutning.