Politiken meldt til politiet

Forsvaret har til eftermiddag meldt Politiken til politiet, efter avisen har trykt den omstridte bog "Jæger - i krig med eliten", oplyser TV 2 NEWS.

"Jeg tror, at udgivelsen får alvorlige konsekvenser for vores sikkerhed, for vores indsats i Afghanistan og ikke mindst for vores soldater. Det bliver jeg nødt til at reagere på, og vi har derfor besluttet at politianmelde Politiken," siger forsvarschef Tim Sloth Jørgensen.

Politiken anmeldes for at have kom-promitteret statens sikkerhed.

"For mig som forsvarschef, er det yderst vigtig, at ingen af de soldater, som vi sender i krig, kommer i unødvendig fare," siger forsvarschef Tim Sloth Jørgensen.

Forsvaret vil nu tage stilling til, om forfatteren til bogen, den tidligere danske jægersoldat Thomas Rathsack, også skal meldes til politiet.

"Der kører en sag med ham, jeg ved ikke hvad der kommer til at ske," siger Tim Sloth Jørgensen.