Forsvaret fastholder fogedforbud
Selvom Politiken i dag har trykt den omstridte bog "Jæger - i krig med eliten", vil forsvaret alligevel forsøge at få et fogedforbud mod bogen. Det oplyser forsvarschef Tim Sloth Jørgensen. Han forsøgte i dag at overbevise chefredaktør Tøger Seiden-faden til at undlade at trykke bogen.
"Selvom Politiken, på trods af vores anmodning, har valgt at bringe bogen, ændrer det ikke ved vores vurdering af, at denne bog samlet set udgør en sikkerhedsmæssig risiko for dansk forsvar og vores soldater," siger Tim Sloth Jørgensen i en pressemeddelelse.
"Derfor vil vi fortsat følge sagen til dørs ad rettens vej og bede om et fogedforbud mod bogen," siger Tim Sloth Jørgensen.
Fogedsag i morgen
Dermed tyder alt på, at fogedsagen som planlagt begynder 9.30 i morgen. Her skal retten tage stilling, om der skal nedlægges forbud mod, at både forfatteren, Thomas Rathsack, selv og hans forlag udgiver bogen.
Ifølge forsvarschefen handler fogedforbuddet ikke om, at forsvaret vil begrænse dækningen af forsvarets missioner.
"Bare som et par eksempler kan jeg for det første nævne DR's temauge fra begyndelsen af året om de danske soldaters indsats i Afghanistan. Her fik journalister og fotografer nærmest frie hænder, uanset vinklen på deres historier. Men også journalister, der ønsker at skrive bøger, får lov at komme helt tæt på," siger Tim Sloth Jørgensen
Han peger på Kim Hundevadts bog "I morgen angriber vi igen" samt Lars Ulslevs bog "De danske tigre" om aktionen i byen Musa Qalah i det sydlige Afghanistan.