Nyheder

Hvide vender ryggen til Obama

En ny meningsmåling viser, at USA's præsident i hurtigt tempo mister tilslutning blandt hvide vælgere. Det er samme gruppe, som den farvede Obama har slidt og slæbt for at vinde over på sin side.

Ifølge opinionsundersøgelsen fra Pew Research Center for the People and the Press er støtten til Obama blandt præsidentens hvide partifæller faldet med 11 procentpoint, siden han rundede de første 100 dage i Det Hvide Hus sidst i april.

Det skriver avisen Los Angeles Times.

"Mens Obama har et greb om afrikansk-amerikanere, synes hans tilslutning blandt hvide vælgere næsten at være i frit fald," siger den mangeårige republikanske analytiker Neil Newhouse til Los Angeles Times.

Bekymring hos Demokraterne

Præsidentens dalende popularitet bekymrer toppen i Det Demokratiske Parti, som frygter, at det kan føre til tab af mandater ved midtvejsvalget til Kongressen i november 2010.