Nyheder

DF går imod landsholdet på flagdag

Dansk Folkeparti langer nu kraftigt ud efter Dansk Boldspil Union (DBU) på dagen, hvor fodboldlandsholdet møder Portugal i en vigtig VM-kvalifikations-kamp i Parken.

DF's forsvarsordfører, Ib Poulsen, er vred over, at DBU har afvist at marke-re den nationale flagdag for landets udsendte soldater i forbindelse med lørdagens landskamp.

"Det er meget beklageligt, at Dansk Boldspil Union tilsyneladende har udviklet sig til en filial af Det Radikale Venstre," siger han.

"Først tillader man, at en muslimsk pige kan spille på landsholdet iført muslimsk hovedtørklæde, derpå retter man kritik af, at det brasilianske landshold har bedt til Vorherre på fodboldbanen, og nu er det så en national flagdag, som man insisterer på at lade hånt om," fortsætter Ib Poulsen.

Vil ikke have religion på banen

DBU har afvist, at en gruppe soldater gennemfører en såkaldt fanekommando i Parken med henvisning til DBU's princip om, at landsholdet ikke skal sættes i forbindelse med religiøse, politiske og militære markeringer.

"Vi får mange henvendelser fra folk, der gerne vil læne sig op af landsholdet. Men vi har den principielle holdning, at vi melder hus forbi, når det handler om religiøse, politiske og militære markeringer," siger DBU-formand Allan Hansen til Politiken.dk.

Men den tilgang er "amatøragtig", mener Dansk Folkeparti.

"Dengang man skulle ansætte Richard Møller Nielsen som landstræner, var det også en farce uden lige," siger Ib Poulsen med henvisning til forvirringen om besættelsen af landstrænerposten i 1990.