Nyheder

En dagbog fra en rejse for livet

Den 39-årige Helle Thomas blev ramt af den dødelige nervesygdom ALS, blev hun stillet i udsigt, at hun kun havde tre år tilbage at leve i.

Hendes to veninder Beth og Jane handlede hurtigt og efter tre måneder havde de indsamlet 300.000 kroner til en eksperimentel behandling med stamceller i Thailand.

Veninden Jane tog med Helle Thomas' og under rejsen førte hun omhyggeligt dagbog.

Jane skriver blandt andet om, hvor svært det er at forstå at hendes veninde har en dødelig sygdom:

"Det uvirkelige i, at Helle kun skulle have tre år tilbage at leve i, når hun nu sidder dér, glad, frisk og sjov som altid," skriver hun den første dag.

At Jane tror på, at Helle bliver rask skinner igennem i dagbogen:

"Vi ankommer til hospitalet den 5. maj, der jo er Danmarks befrielsesdag - symbolsk for os nu, hvor har vi tænkt os at befri Helle for sygdommen ALS."

Helt praktisk er der en del at tage højde for i et fremmed land, fordi Helle sidder i kørestol:

"Det kniber lidt mere for os hjælpere, der skal bakse med kørestolen i dette land, der ikke egner sig til kørestole. Men vi får vel lært det.

En af de store udfordringer bliver hurtigt, at Helle pludselig ikke er hjemme i vante omgivelser, hvor hun trods alt kan bevæge sig lidt omkring alene. Her skal hun hele tiden have hjælp. Der skulle lige overvindes nogle barrierer mht. til at modtage hjælp til f.eks. toiletbesøg, bad og andre private anliggender"

(...)

"Vi spekulerer meget på, om det mon er sikkert og forsvarligt med taxi, om Helle vil kunne sidde ordentligt og ikke komme til skade, når vi bakser hende ind og ud!

Hmmm, der er mange ting, vi ikke havde tænkt over på forhånd."

Der er nervøsitet inden den første stamcellebehandling:

"Dagen for første stamcellebehandling er kommet, og der er tydelig nervøsitet at spore i den lille lejlighed. Lægeholdet møder talstærkt op denne dag og selve stamcellen, som flyves ind fra Kina (tre timers flyvning), afventes med spænding.

Der fastes fra kl. 14.00 både mad og væske, og der måles temperatur og blodtryk. Omsorgen er ekstra god og betryggende.

På gangen med de øvrige stamcellepatienter venter alle spændt. En time før stamcellens forventede ankomst gives der drop.

Helle er nervøs for droppet

Helle er nervøs for at få lagt drop, da sygeplejerskerne plejer at have svært ved at finde hendes årer.

Tina, som kender Helle rigtig godt, er tydeligt anspændt og vil helst bare forsvinde. Vi sætter rolig musik på pc'en og tænder stearinlys - medbragt fra Danmark.

Helle har ringen, som hendes datter Kia har lavet, på sin lillefinger - den vil bringe hende lykke. Hun ligger stille i sengen og knuger sit kors og forsøger at få styr på vejrtrækningen. Jeg prøver at virke beroligende ved bare at være stille og til stede. På Tina's arm er tatoveret ordet: "Nærvær". Det er dét, vi kan give lige nu. Alt er sagt, følt og tænkt igennem.

Nu skal det ske

Vi har grædt sammen over, at dette skal være nødvendigt, og på et tidspunkt tog stædigheden over: Nu skal det ske. Helle skal blive rask.

Første stamcelle gives som blodplasma, og er en rødgullig vædske, der gives som drop. Patienten må spise, drikke og bevæge sig frit lige efter behandlingen. Inden vi får set os om, er det overstået, og det var ikke så slemt.

Du kan læse hele dagbogen på Ugebladet Søndags hjemmeside www.soendag.dk eller følge linket til højre i artiklen.