Nyheder

Pia K: Masseindvandring er fint

Danmark oplever i disse år den største indvandringsbølge i mange år, og den bydes velkommen fra uventet kant, nem-lig fra Dansk Folkepartis, Pia Kjærs-gaard. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Hun glæder sig over, at langt de fleste nye indvandrere kommer fra andre europæiske lande og Asien, og at de kommer for at arbejde og uddanne sig. Alene i 2008 fik næsten 70.000 udlændinge opholdstilladelse, godt 11.000 flere end året før, viser en årsopgørelse fra Udlændingeservice. Det er langt flere, end de cirka 43.000 personer, der udvandrede i 2008.

Spørgsmål: Hvordan har du det med den brølende globalisering, som indvandringen er udtryk for?

"Det er jo fint."

Spørgsmål: Det er fint?

"Ja, og det er godt, du siger det. Den dér idyl med stokrose eller ligusterhæk, det er jo ikke det, jeg mener. Med de nye kommunikationsformer er adgangen til den øvrige verden let og skal også være det. Jeg er jo ikke globaliseringsforskrækket. Globaliseringen skal bare styres. Der er ingen grund til at mure sig inde i dette lille land. Ja, vi har fået flere indvandrere til Danmark, men det er vendt, så det er nogle, der kan noget. Så skal de også være velkomne," siger Pia Kjærsgaard.